Ældre og antikke tæpper
Kelim
Reparation og vask ved specialist.
Køb, salg og bytte
Søgaardsvej 1, 2820 Gentofte

Åbningstider:
lørdag 
10.30 - 13.00.
Eller efter aftale



Indehaver: arkitekt Søren Nissen
mobil: 28 10 08 60
tlf/fax + 45 39 68 33 55
e-mail:snissens@gmail.com


 
 

FØR DE KØBER !

Et ”ægte tæppe” betyder blot, at der er tale om et håndknyttet
eller håndvævet tæppe.

Men i dag forbinder man som regel begrebet ”ægte tæpper” med
de orientalske tæpper fra de traditionelle tæppelande i og omkring
det gamle Persien, (Iran).

Tæppeknytningen har årtusinder gamle rødder i Persien, Anatolien (Tyrkiet), Afghanistan, Turkmenien og Kaukasus. Ældre og antikke tæpper og andre tekstiler fra disse områder regnes i dag blandt de ypperligste og mest eftertragtede.
Der er også ældgamle tæppe-traditioner i lande som Kina, Tibet og Marokko, mens tæpper fra Pakistan, Indien og Kashmir ofte i dag
er masseproducerede tæpper.
De har sjældent den charme, glød og farver som man finder i et originalt gammelt tæppe.
Mønstrene i f.eks. de pakistanske tæpper er ofte kopieret fra blandt andre de klassiske turkmenske bochara-tæpper.

Hér er en række gode råd før De investerer i et orientalsk tæppe:

  1. Køb ikke et tæppe, De ikke selv har set og følt på.
    De risikerer at blive skuffet. Billeder på internetauktioner er taknemmelige, men farverne kan snyde, De kan ikke føle på uldens kvalitet og det er svært at se slid og reparationer.
  2. Lån tæpperne med hjem før De vælger.
    Seriøse tæppehandlere lader altid en kunde låne tæpper med hjem. Tæpperne kan se anderledes ud hjemme i stuen end i butikken.
  3. Et godt underlag skåner tæppet og forøger dets levetid.
    Underlag er nødvendige til kelimtæpper, så man ikke glider i dem.
    Flyt tæpperne rundt en gang i mellem, så de ikke slides og falmer uensartet.
  4. Køb tæpper med øjnene.
    Orientalske tæpper er unikke og farver og mønstre er så forskellige,
    at et tæppe som er perfekt ét sted passer dårligt et andet sted.
  5. Tæpper skal vaskes en gang i mellem.
    Men overlad det til professionelle.
    Alt for mange smukke tæpper slides op, fordi de aldrig bliver vasket.
  6. Køb et tæppe, fordi De kan lide det.
    Tænk ikke på tæppet som en investering, men som et stykke
    brugskunst, De kan have glæde af i mange år. Det er kun få antikke og sjældne tæpper, som man med en vis rimelighed kan forudse vil stige i pris.
  7. Der er mange faktorer, der bestemmer et tæppes kvalitet og pris.
    Fra knytningen til uldens og indfarvningens kvalitet, farver,
    mønster, alder, stand, sjældenhed m.v.
    Ulden skal være fed og kraftig.
    En tør og glansløs uld er dårlig.
    Antallet af knuder er ikke så væsentligt. Et tæt knyttet tæppe tager længere tid at lave, så det er typisk dyrere, men et løst knyttet tæppe kan sagtens være smukkere. Nogle af de dyreste og mest eftertragtede tæpper, de kaukasiske, er ofte løst knyttede.
  8. Køb eller lån en bog om tæpper og bliv klogere !
    Der findes mange gode, generelle bøger om tæpper.
    Man bliver hurtigt fanget, når man begynder at læse om tæppernes historie og fremstilling.
  9. Gamle og slidte tæpper kan ofte reddes !
    En vask og en kyndig reparation gør ofte underværker.
    Alt for mange smukke gamle tæpper kasseres unødvendigt.
    Få en professionel reparatør til at vurdere, om det kan betale sig at restaurere.
  10. Køb tæpper hos en seriøs tæppehandler.
    Branchen er desværre præget af evige ”ophørsudsalg” og rabatter
    på 60, 70 og 80 %.
    Men ”før” prisen er ofte ren fiktion og pris og tæppets kvalitet
    hænger ofte ikke sammen.